
Riiiing!
Mobilen ringer! Jeg tager den, og Marie (opdigtet navn) siger: ”Jeg vil gerne bestille tid til hypnose, for jeg går og kæmper med en stor sorg!”
Marie er sidst i 40’erne, og hun kommer hos mig i klinikken, når det dukker noget op i hendes liv, som hun gerne vil have bearbejdet. Typisk er det gamle traumer og oplevelser, som skal heles.
Jeg har fået lov til at dele et uddrag af den session, hun havde hos mig sidst:
For en uges tid siden var Marie kommet i kontakt med en stor sorg, som handlede om tabet af en meget kær veninde efter et hårdt sygdomsforløb for et års tid siden.
Jeg bad Marie sætte nogle ord på sorgen og fik den fornemmelse, at hypnose ikke var den rigtige metode i dag. En af fordelene ved mine mange uddannelser er, at jeg har mange metoder at trække på og derfor ved, hvilke metoder der virker bedst på forskellige problemstillinger.
Hypnose er en fantastisk metode til at lave forandringer. Men når det handler om sorg, skal der først laves forandringer, hvis personen bliver siddende fast i sorgen i for lang tid eller på en uhensigtsmæssig måde. |
Når sorgen får plads, følger helingen
Marie sad tydeligvis ikke fast i sorgen. Men hun var stadig midt i en sorg, som ikke var blevet delt nok. En sorg, som skulle have mere plads og føles, opleves og udtrykkes. Derfor foreslog jeg hende at arbejde med sorgen på en anden måde end med hypnose. Det var hun med på!
Jeg anvendte coachende og terapeutiske spørgsmål til at spørge ind til sorgen for at hjælpe Marie med at give den plads, mærke den, sætte ord på den – og ikke mindst dele den med mig:
- Prøv at sige noget mere om den sorg, du mærker.
- Hvad satte du mest pris på hos din veninde?
- Hvad var det særlige ved jeres relation?
- Hvad var det helt specielle ved det, som I delte med hinanden?
- Hvad gav det dig?
- Hvad savner du mest ved din veninde?
- Hvad er du mest taknemmelig over ved jeres relation og tid sammen?
- Hvilken betydning havde din veninde for dig?
- Hvilken betydning havde du mon for hende?
- Hvad så din veninde, når hun så på dig?
- Hvad minder sorgen dig om?
- Osv.
Der sker en stor heling, når vi deler vores svære, inderste tanker og følelser med et andet menneske. Når vi sætter det i relation, som vi kalder det på terapeutsprog. |
Nutidig sorg kan vække gammel sorg
Mens jeg stillede spørgsmålene, bad jeg Marie lukke øjnene og mærke grundigt efter, før hun svarede. Spørgsmålene bragte hende på en tidsrejse i sit indre. Først kom hun i kontakt med den store sorg over sin veninde.
Dernæst kom hun i kontakt med en gammel sorg fra sin barndom, og dette gav plads til, at en meget yngre udgave af Marie kunne træde frem (dette sker ret let for Marie, fordi hun er en trænet klient).
Så nu talte jeg med en lille, grædende 3-årig Marie, som følte sig alene og ikke forstod, hvad der foregik omkring hende. Jeg spurgte ind til den 3-åriges situation og hjalp hende med at sætte ord på hendes oplevelser og følelser. Det kan man kun i et meget begrænset omfang gøre selv, når man kun er 3 år gammel!
Efterfølgende talte jeg kortvarigt med en 17-årig udgave af Marie, som følte sig svigtet, fordi hun havde mistet sin mor uden at være blevet forberedt på det.
Under samtalen græd Marie mange helende tårer, som jeg kærligt opfordrede hende til at give efter for og lade komme til udtryk.
Hvis vi som børn oplevede svære livsbegivenheder, som affødte følelser af fx sorg og magtesløshed, men følelserne blev undertrykt i stedet for at komme til udtryk – så har vi så at sige et efterslæb af ufølte og uudtrykte følelser.
Når vi tillader os selv at mærke de gamle følelser – både ved med vores forestillingsevne at spole tiden tilbage og mærke dem med den alder, vi havde, da begivenheden indtraf, og ved at mærke dem med vores voksne jeg – heler vi os selv. Især hvis vi har et vidne med os på vejen. Og her er det en god idé at dele følelserne med en terapeut, som er klædt på til opgaven og ved, hvordan man kommunikerer med en klient, som pludselig er i kontakt med sit indre barn på fx 3 år. |
Når forsvarsmønstre blander sig
Under samtalen med den 17-årige udgave af Marie kiggede et af Maries forsvarsmønstre frem. Nemlig det forsvarsmønster, som går ud på, at Marie hurtigt handler sig ud af sine problemer og livskriser. Hun finder hurtigt løsninger, som betyder, at hun ikke skal være i sine problemer og livskriser særlig længe. Hun er hurtigt videre!
Dette kan virke som et positivt forsvarsmønster, men samtidig giver det ikke altid Marie tid til at stoppe op, mærke efter og give plads til de følelser, som er forbundet med at have problemet eller være i livskrisen. Og hun går samtidig glip af evt. at finde mere hensigtsmæssige løsninger, når hun har givet sig selv lidt tid.
Herefter forløber samtalen sådan her:
Tine: ”Hvad er det, du flygter fra, når du hele tiden handler dig ud af problemerne?”
Marie mærker efter et stykke tid og svarer så: ”Ved at handle undgår jeg at sidde midt i magtesløsheden uden at vide, hvad jeg skal gøre.”
Tine: ”Har du lyst til at udforske det sted, du er flygtet fra hele livet sammen med mig, så du kan lære det sted i dig selv bedre at kende?”
Det er min erfaring, at vi kan stoppe vores flugt fra os selv, når vi forliger os med de steder eller følelser i os selv, som vi prøver at undgå. |
Marie: ”Jeg har lidt modstand mod at være det sted i mig selv, men jeg vil gerne, hvis du hjælper mig på vej og vejleder mig med nogle ord.”
Tine: ”Det skal jeg nok. Så begynd at gøre dig klar.”
Marie sætter sig godt til rette i stolen med begge fødder placeret på gulvet.
Udforskning af mørket indeni
Tine: ”Luk nu dine øjne og gå ind i dig selv. Mærk det sted i dig selv, hvor du ikke ved, hvad du skal gøre, når du føler dig udfordret i livet.”
Jeg giver Marie god tid til at gå ind i sig selv og hjælper hende på vej ved at minde hende om helt konkrete situationer, hvor hun har haft følelsen af ikke at vide, hvad hun skulle gøre.
Da jeg kan se på hendes kropssprog (hendes krop bliver anspændt, og hun rynker panden), at hun er i kontakt med følelsen, går jeg videre.
Tine: ”Prøv at beskrive stedet for mig.”
Marie: ”Der er mørkt og ubehageligt, og jeg har ikke lyst til at være her.”
Tine: ”Det kan jeg godt se på dig. Er det ok bare at nærme dig stedet lidt lige nu sammen med mig?”
Marie: ”Ja, det er ok. Jeg sidder ligesom på en fjeder – parat til at blive skudt afsted.”
Tine: ”Hvordan vil det være at hoppe ned af fjederen og sætte dig ved siden af den?”
Mit spørgsmål får Marie til at åbne øjnene halvt og kigge på mig med et smil.
Marie: ”Nå, den gik ikke med at sidde på fjederen.”
Jeg smiler tilbage, og Marie lukker øjnene igen.
Tine: ”Vil det være ok bare at sidde her og acceptere, at du ikke ved, hvad du skal gøre?”
Marie nikker let.
Tine: ”... bare sidde her og læne dig forsigtigt ind i rådvildheden og magtesløsheden sammen med mig lige nu?”
Marie: ”Ja, det er ok.”
Tine: ”Så bare giv dig selv lov til at mærke, at det ikke er rart, og vid at jeg er lige her sammen med dig, mens du mærker det. Er det ok?”
Marie: ”Ja.”
Marie ser roligere ud, men lader stadig til at være ubehageligt til mode (hendes krop er blevet mere afslappet, men panden er stadig rynket).
Tine: ”Er der noget, du kan gøre for at gøre stedet mere behageligt?”
Jeg giver hende en kort pause til at mærke efter, men hun kommer ikke rigtig i kontakt med noget.
Tine: ”Kan du måske tænde et stearinlys, så du kan lyse stedet lidt op og udforske det lidt mere?”
Marie: ”Nej, det har jeg ikke rigtig lyst til … men jeg kan måske lægge et tæppe på jorden, så jeg sidder lidt mere behageligt…”
Tine: ”Ja, gør det – læg et tæppe ud, som du kan sidde behageligt på.”
Marie har stadig lukkede øjne og ser meget koncentreret ud.
Marie: ”Nu vil jeg faktisk gerne tænde et stearinlys.”
Tine: ”Ok, så tænd et lys.”
Jeg giver Marie god tid til at tænde stearinlys og udforske stedet i fantasien. Hendes kropssprog viser tegn på, at hun bliver mere og mere afslappet.
Når mørket bliver lyst op, kommer klarheden
Tine: ”Hvordan er det at være på stedet nu?”
Marie: ”Det er fint.”
Pludselig tager Marie en meget dyb og rolig vejrtrækning, som efterlader hendes krop og ansigtsudtryk helt afslappet.”
Tine: ”Hvad sker der nu?”
Marie: ”Jeg oplever en stor ro. Jeg bliver helt rolig indeni.”
Tine: ”Hvordan er det … at sidde på lige præcis det sted og opleve stor ro indeni?”
Marie: ”Det er dejligt! Det er rart at være her. Jeg behøver ikke flygte mere.”
Efter øvelsen var Marie lettet over, at sorgen var kommet til udtryk, og at hun havde fået nye indsigter om sit forsvarsmønster med at handle sig ud at livskriserne.
Vi var begge både bevægede og taknemmelige over at have delt den rørende oplevelse.
Når vi møder vores frygt, behøver vi ikke flygte længere
Mit bud er, at Maries sorg langsomt vil hele til en sorg, som er til at bære, og samtidig transformere til noget andet – fx glade minder og taknemmelighed.
Fordi hun har forliget sig med det sted i sig selv, hvor hun ikke behøver at flygte fra følelsen af ikke at vide, hvad hun skal gøre, tror jeg, at hun kan give sig selv lov til at mærke sorgen mere og give den plads. Hun behøver ikke lukke den ned og flygte fra den, fordi hun ikke ved, hvad hun skal stille op med den.
Hvis sorgen mod forventning skulle blive siddende fast længere end hensigtsmæssigt, vil jeg anvende hypnose som metode til at hjælpe Marie videre.
Hypnose er en fantastisk metode til at lave forandringer! Også når det gælder sorg, som sidder fast for længe.
Denne session med Marie illustrerer så fint, hvad der sker, når vi tør møde de mørke steder i os selv og give dem plads – og tænde lyset i dem.
Når vi opgiver at flygte og hvirvle rundt i vores orkan af forsvarsmønstre, men bare møder de svære følelser i os selv ved at mærke dem, træder vi på et tidspunkt ind i orkanens øje. Her er der fred og ro. Herfra kan vi se tingene ovenfra og tage dem for, hvad de er. Her kan vi være med det, der er.
Så kan vi endelig indstille flugten og alle kampene, og vi kan begynde at leve livet i fred med os selv.
Nogle mennesker bruger et helt liv på at flygte, fordi de ikke giver sig selv muligheden for at stoppe op og undersøge, hvad det egentlig er, de flygter fra.
Men når vi stopper op og finde modet til at møde det, vi flygter fra, finder vi som regel ud af, at det er langt mindre farligt end det, vi udsætter os selv for ved at flygte væk fra det!
Hvilke forsvarsmønstre er dine foretrukne?
Hvad flygter du fra i dig selv? Og hvilke flugtmidler bruger du? Er det på tide at stoppe din flugt og træde ind i orkanens øje, hvor der er fred og ro?
Du er velkommen i min klinik i Herlev.
Her kan du læse om mig.
Og her kan du læse, hvad mine klienter siger.