Min baggrund
Min opvækst
Jeg blev født i Frederikshavn den 3. november 1965. Min far var alkoholiker, og min mor var medafhængig hustru.
Jeg var enebarn, men til forskel fra det, man normalt tænker om et enebarn – nemlig at det er ekstremt forkælet og centrum for alles opmærksomhed – var det en meget ensom oplevelse. Min far var nemlig optaget af sit drikkeri, og min mor var optaget af at rydde op efter hans misbrug og sørge for, at alt så godt ud på overfladen.
Det var hårdt arbejde for min mor at holde styr på min far og hans drikkeri, så der var ingen af mine forældre, som havde overskud til at være der for mig på det psykiske plan.
Til gengæld kom jeg altid i skole med de rigtige bøger, madpakke, gymnastiktøj osv. Det havde min mor helt styr på! Det overfladiske skulle være i orden, så ingen bemærkede, at der var noget galt hjemme hos os.
Traumerne og hemmelighederne
Men der var noget galt hjemme hos os! Mine forældre var dysfunktionelle, og deres adfærd satte sig som dybe traumer i mig – både i krop, tanker, følelser og sjæl.
Jeg husker fx:
- Alle de gange, hvor mine forældre skændtes højlydt og voldsomt i stueetagen, mens jeg lå søvnløs i sengen i soveværelset på 1. sal. Ensomheden og angsten var overvældende.
- Den nat, hvor jeg sneg mig ud af sengen, da jeg blev vækket at et skænderi, og satte mig i vindueskarmen og kiggede ud i mørket. Efter et langt skænderi, som havde fået mit hjerte til at hamre helt oppe i halsen, hørte jeg hoveddøren smække hårdt i og så min far slingre faretruende mod kroen igen. Han var så beruset, at jeg frygtede, at han ville drikke sig ihjel og aldrig komme hjem igen.
- Dengang mine forældre kom i håndgemæng i entréen, og jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre for at få dem til at stoppe. Magtesløsheden var kolossal.
- De gange, hvor min mor hev mig ud af sengen midt om natten for at flygte hjemmefra og sove på hotel. Næste dag fulgte hun mig i skole fra hotellet og indprentede mig, at jeg ikke måtte fortælle nogen som helst, at vi have sovet på hotel.
- Alle hemmelighederne. Jeg måtte ikke fortælle nogen, hvad der skete hjemme hos os, og hvordan jeg havde det med det. Alt det skulle holdes hemmeligt og var helt utænkeligt at dele med andre. Det betød, at jeg følte mig helt alene i verden med mine følelser og reaktioner på det, der skete. Og der var aldrig nogen, som spurgte mig, hvordan jeg havde det.
- Dengang jeg som ca. 6-årig havde opført mig dårligt, og min mor ringede til børnehjemmet. Jeg hørte, at hun i telefonen bad dem komme og hente mig og aftalte med dem, hvordan afhentningen skulle foregå. Jeg var desperat, fortvivlet og så meget ude af den, at det ikke kan beskrives med ord. I det øjeblik mistede jeg den sidste rest af tillid til andre mennesker. Hvordan skulle jeg kunne andet, når selv min egen mor ikke kunne holde mig ud! Da min mor senere fortalte mig, at hun slet ikke havde ringet til børnehjemmet, men bare havde ladet som om for at få mig til at opføre mig ordentligt, troede jeg hende ikke! Jeg havde jo selv hørt hende føre samtalen! Så for at få mig til at falde til ro var hun nødt til at lade som om, hun ringede op til børnehjemmet igen og aflyste aftalen. Fra da af lavede jeg ikke længere noget postyr, men tilpassede mig og blev den søde pige.
- Da jeg var omkring 8 år, og mine forældre skulle skilles. Min mor fortalte mig om skilsmissen i toget på vej hjem fra arbejde, og jeg brød fuldstændig sammen. Jeg var bange for, at min far skulle drikke sig ihjel, når vi ikke længere var der til at passe på ham. I det samme kom en fjern nabo gående gennem toget, og for at få mig til at holde op med at hulke lovede min mor mig, at hun ville aflyse skilsmissen. Alt skulle som nævnt se godt ud på overfladen, så hun kunne ikke sidde der i toget med et hulkende barn, når naboen gik forbi. Men skilsmissen blev alligevel en realitet.
- Dagen for skilsmissen, som jeg oplevede på denne måde: Om morgenen blev jeg fulgt i skole fra det hus, hvor jeg boede sammen med min mor og far – og om eftermiddagen boede jeg pludselig i en lejlighed i en anden by sammen med min mor. Ud over de to senge, som min mor og jeg sov i, var lejligheden meget sparsomt møbleret.
- Nætterne, hvor jeg ikke turde falde i søvn og lå søvnløs, fordi jeg var bange for, at min far skulle dø. Jeg prøvede at holde min mor vågen ved at blive ved med at klemme hendes hånd hårdt, så jeg ikke skulle være alene med min angst. Men hendes sovepiller virkede for kraftigt og efterlod mig ensom i mørket.
- Sorgen og skyldfølelsen over at have efterladt min far fortvivlet og alene i verden. Min mor havde fortalt mig, at han var løbet desperat og grædende efter flyttebilen, da hun flyttede.
- Al den energi, jeg brugte på at frygte, at min mor skulle dø. For hvad skulle der så blive af mig! Vores få familiemedlemmer var hele tiden uvenner på kryds og tværs, så dem kunne jeg ikke regne med, og min far var for alkoholiseret til, at han kunne tage vare på mig.
- Alt det slik, jeg fik som barn, fordi min mor ikke orkede at sætte grænser for mig og derfor hellere gav efter for mig og lod mig få min vilje, når jeg plagede hende om slik.
- At blive valgt fra af min mormor, onkel og halvbror, fordi min mor og jeg et år holdt jul hos min moster, onkel og jævnaldrende kusine i stedet for hos dem. Efter det fik jeg ikke så meget som en hilsen til min konfirmation! Og min mormor, som havde betydet rigtig meget for mig, så jeg aldrig nogensinde igen!
Følgerne af min opvækst
Det lave selvværd
Når man er vokset op med forældre, som af en eller anden grund ikke evnede at være de omsorgsfulde og hengivne forældre, som et lille barn har brug for, går det ud over selvværdet.
Hver gang min far prioriterede alkohol over mig, signalerede han, at alkohol var vigtigere end mig. Og hvis alkohol er vigtigere end en, så kan man virkelig ikke være særligt vigtig! Det er i hvert fald det ræsonnement, som finder sted i hovedet på et lille barn på det ubevidste plan.
Af min mor blev jeg ikke anerkendt for den person, jeg var, men for ting, jeg gjorde. Derfor prøvede jeg hele tiden at gøre mig god nok gennem mine handlinger. Jeg knoklede i skolen og fik gode karakterer. Jeg opførte mig pænt og gjorde alt for at leve op til det, som blev forventet af mig. Jeg gjorde mig i det hele taget store anstrengelser for, at ingen kunne sætte en finger på mig.
Jeg var altid optaget af, hvad andre tænkte om mig, og det var meget vigtigt for mig, at de syntes godt om mig.
Ikke at kunne sætte grænser
Når man som barn har fået overskredet sine grænser et utal af gange, ved man intet om, hvor normale grænser går. Men ved ikke, hvad der er i orden at sige fra overfor, og man ender tit med at lade sine grænser overskride – uden at man overhovedet lægger mærke til det, før det er alt for sent.
For mig betød det, at jeg ikke kunne sætte grænser fx, at jeg indgik i parforhold og relationer med mennesker, som ikke havde nogen empati. Jeg lod mine grænser overskride og blev alt for længe i destruktive forhold, fordi jeg troede, at jeg ikke fortjente bedre.
Dette betød endnu mere nedrivning af mit i forvejen ringe selvværd.
Når man ikke kender sig selv
Det er svært at lære sig selv at kende, når man i barndommen har så travlt med at holde øje med ens forældre, at man glemmer sig selv.
For mit eget vedkommende havde jeg virkelig travlt med at holde øje med mine forældre. Hvordan har mor det? Er far fuld i dag? Hvordan reagerer mor på det? Hvordan er stemningen i hjemmet? Er mor og far gode venner eller uvenner? osv.
Da jeg var blevet voksen og skulle til at beslutte, hvad jeg ville efter gymnasiet, var jeg fuldstændig på bar bund. Jeg vidste intet om mig selv, eller hvad jeg ville! Derfor tog jeg et år til Tyskland som au pair. Efter det år vidste jeg stadig intet og besluttede så at tage 4 måneder i kibbutz i Israel. Men jeg var stadig ikke blevet klogere.
Det korte af det lange er, at jeg nåede at begynde på 3 uddannelser uden at gøre nogen af dem færdige. Fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var, eller hvad jeg drømte om i livet, var det umuligt for mig at træffe et valg, som var rigtigt for mig. Så i stedet famlede jeg rundt i blinde.
At kæmpe med relationer og nærhed
Hvis man som mig er blevet svigtet mange gange i livet – ikke bare af ens forældre, men også af fx familie, venner af familien, skolelærere og pædagoger – begynder man at forvente at blive svigtet igen. Man stoler ikke på nogen som helst.
Hver gang jeg indgik i en relation, begyndte jeg ikke med et glas fyldt med tillid, som så blev tømt dråbe for dråbe, hvis jeg blev svigtet. Jeg begyndte derimod med et tomt glas, som så meget langsomt blev fyldt op dråbe for dråbe, hvis jeg oplevede, at jeg kunne stole på den anden. Og hvis den anden svigtede bare det mindste, var det ikke bare en dråbe, som blev hældt ud af glasset igen, men hele glasset, som blev tømt – og så skulle fyldes op på ny.
Problemet med at få glasset fyldt op var bare, at jeg ikke mødte ret mange mennesker, som jeg kunne stole på. For min bagage fulgte med og fik mig til at vælge det, jeg kendte til. Ikke fordi det var godt for mig, men fordi det føltes velkendt og trygt. Derfor blev jeg ved med at lukke mennesker ind i mit liv, som jeg ikke kunne stole på, og som svigtede mig.
Den symbolske ølflaske
Den bagage, som jeg slæbte rundt på, betød, at jeg i årevis valgte partnere, som mindede om min far.
Jeg skulle engang lave en tegneøvelse, hvor jeg først skulle lave en tegning af min barndomsfamilie. Jeg tegnede min far med en ølflaske i hånden. Dernæst skulle jeg lave en tegning af min nuværende familie. Jeg tegnede min partner med en hashpibe i hånden.
Da jeg gennemgik årene, som lå mellem de to tegninger, gik det op for mig, at jeg kunne have tegnet alle mine partnere gennem tiden med noget i hånden fx en ølflaske, et krævende arbejde, en kæreste m.m.
Tegneøvelsen gjorde det meget klart for mig, at jeg havde et mønster med at vælge partnere, som ikke var i stand til at være nærværende sammen med mig. De havde altid deres opmærksomhed rettet mod noget andet end mig. De bar en symbolsk ølflaske i hånden.
Samtidig var jeg på det tidspunkt ikke selv i stand til at byde ind med den store nærhed. Min angst for at blive svigtet gjorde, at jeg ikke turde vise min sårbarhed og derfor holdt mine partnere tre skridt fra livet.
Medafhængigheden
Det er frygteligt at være vidne til, at en nærtstående person ødelægger sig selv i et misbrug. Magtesløsheden er enorm. Derfor bliver personer, som er pårørende til misbrugere og andre dysfunktionelle personer, medafhængige.
At være medafhængig vil sige, at du lever dit liv gennem den anden. Du er så optaget af den andens misbrug og problemer, at du helt glemmer eller skubber dine egne problemer og behov til side.
Du bruger en stor del af din psykiske energi på at undskylde for, dække over eller bortforklare misbruget – både over for dig selv og andre. Samtidig lyver du om misbruget, rydder op efter det og låner måske den afhængige penge.
Alt dette gør du selvfølgelig i en god mening, fordi du ønsker at redde den afhængige. Men det eneste, du opnår, er, at du fastholder den afhængige i misbruget, fordi du bidrager til at gøre det muligt at fortsætte misbruget og vedligeholde problemet.
Mit liv har i den grad været præget af medafhængighed. Som barn forsøgte jeg at redde min far fra alkoholen ved at tale ham til fornuft. Jeg følte et kæmpe ansvar for ham, fordi jeg var bange for, at han ville drikke sig ihjel, hvis min mor og jeg ikke passede på ham.
Mit projekt med at få min far til at holde op med at drikke lykkedes desværre aldrig. Så jeg fandt nye projekter i mine parforhold, hvor jeg kæmpede en indædt kamp for at få mine partnere til at holde op med at ryge hash, drikke, arbejde for meget osv. I adskillige år forsøgte jeg at redde partnere ud af forskellige former for misbrug, samtidig med at jeg dækkede over misbruget og deres grænseoverskridende adfærd.
For at holde det hele ud undertrykte jeg mine følelser så meget, at jeg til sidst havde virkelig svært ved i det hele taget at identificere dem. Samtidig var jeg virkelig dårlig til at tage vare på mine egne behov, fordi jeg havde så travlt med at kontrollere alt og alle omkring mig.
Jeg gav også mig selv skylden for alt – også den andens misbrug. Og jeg var tynget af følelser af utilstrækkelighed, angst, vrede og skam blandet med følelser af ikke at kunne stole på hverken mig selv eller mine følelser.
At have afhængigheden som ledsager
En afhængig forælder er en dygtig læremester, og et barn er ivrigt efter at lære. Når man oplever en forælder flygte fra sine problemer og følelser ved fx at drikke sig fuld, så lærer man selv at flygte fra problemerne i stedet for at håndtere dem. Derfor flytter den afhængige personlighed ind i barnet.
Samtidig er man som barn af dysfunktionelle forældre langt mere modtagelig over for en eller anden form for afhængighed, fordi man som barn ikke blev fyldt op med den nærhed, kærlighed, opmærksomhed, omsorg m.m., som et lille barn har brug for. Dette efterlader en dyb ensomhed, der føles som et stort hul, som hele tiden længes efter at blive fyldt op.
Som teenager fandt jeg ud af, at drengene kunne give mig noget, som mine forældre ikke havde givet mig i tilstrækkelig grad – nemlig opmærksomhed og bekræftelse. Når jeg fik dette, fik jeg et kæmpe kick. Jeg følte mig værdifuld og set, og mit hul af ensomhed blev fyldt. Men kun i et kort øjeblik – og så ville jeg have mere! Det blev min afhængighed.
Herefter fulgte adskillige år, hvor jeg hele tiden havde en kæreste og samtidig flirtede med andre for at holde dem til ilden. På det ubevidste plan var jeg afhængig af at have andre partnere stående klar i kulissen, hvis det parforhold, jeg var i, skulle gå i stykker.
Jeg var blevet det, man kalder sex- og kærlighedsafhængig. Afhængig af kærlighed – eller det, som man tror, er kærlighed – opmærksomhed, bekræftelse, flirt, spænding, sex, drama osv. Hvis der ingen partner eller tilbedere var i mit liv, føltes det som om, mit liv slet ingen værdi havde, og så kunne jeg i realiteten lige så godt dø.
Min egen dysfunktion fik mig til at vælge partnere, som var lige så dysfunktionelle som mig. Dysfunktionen var jeg vant til fra min barndom, så den føltes dejligt velkendt og tryg. Desværre kommer der meget vanskeligt noget godt ud af det, når to dysfunktionelle personer indgår i et parforhold. Det er min erfaring, at man ikke kan elske en anden – og heller ikke lade sig elske af en anden – før man kan elske sig selv.
Det var nogle følelsesmæssigt hårde år! De år, hvor der var mest ro, var de ca. 8 år, hvor jeg blev mor til mine to børn og sammen med deres far gjorde mit absolut bedste for at give dem den trygge base, som ingen af os forældre havde haft i vores barndom. Det lykkedes desværre kun til dels, for ingen af os havde på det tidspunkt arbejdet med os selv, og derfor gav vi uden at ville det dysfunktionen videre.
Efter et svært brud fra mine børns far fulgte en periode, hvor der udadtil var succes i mit liv: godt job, god løn, masser af venner og fester osv. Men under den blankpolerede overflade lå ensomheden hele tiden på lur, og hver gang der blev stille i et kort øjeblik, sneg den sig ind på mig. Løsningen var hele tiden at skabe larm i form at sjov og ballade, så jeg ikke mærkede ensomheden. Samtidig gik jeg shop-amok og fik langsomt oparbejdet mig en stor og uoverskuelig gæld.
Det ene parforhold afløste det andet, og langsomt gik jeg følelsesmæssigt mere og mere i stykker indeni og følte mig som en større og større fiasko som menneske. På et tidspunkt valgte mine børn at flytte hjem til deres far på fuldtid. Først nogle år efter, da en god veninde fortalte mig, at der var gået et halvt år, før jeg havde fortalt hende om det, gik det for alvor op for mig, hvor dybt det havde ramt mig, og hvor aldeles ulideligt det havde været for mig. Det var lykkedes mig at lægge låg på det hele!
Når det indre barn får brudte parforhold til at føles som døden selv
Med mange parforhold følger mange parforholdsbrud. For mig føltes hvert brudt parforhold som om, jeg skulle dø. Og det mener jeg helt seriøst!
For mig handlede parforholdene ikke om kærlighed, men om at undgå ensomheden. Man kan som bekendt være afhængig af mange ting, og jeg var afhængig af mennesker – mænd – som jeg benyttede til at fylde mit hul af ensomhed op. Samtidig lod jeg mig selv misbruge af mænd, som skulle have deres hul af ensomhed fyldt op. Og sådan stillede vi os intetanende til rådighed for hinanden.
Angsten for at blive forladt var fuldstændig styrende for den måde, jeg var i et parforhold på. Jeg lod mine grænser overskride til det ekstreme og blev i parforhold alt for længe, efter jeg skulle være gået. I langt de fleste tilfælde skulle jeg overhovedet ikke været indgået i parforholdet, fordi det var dømt til at dø allerede fra starten!
Når et brudt parforhold føltes for mig som døden selv, skyldtes det, at det var mit indre barn, som blev ramt. Vi har alle indre børn, som er frosset fast i forskellige aldre, fordi vi som børn blev ramt af noget ubehageligt eller traumatiserende i den pågældende alder. Det skal forstås sådan, at den ubehagelige eller traumatiserende oplevelse får en del af os til at fryse fast, og den del vokser ikke op sammen med resten af os.
Når vi som voksne bliver ramt af noget, som minder om den ubehagelige eller traumatiserende oplevelse fra barndommen, reagerer det indre barn. Og fordi det indre barn ikke er vokset op med resten af os, reagerer det med den alder, det havde, da det blev ramt.
Det er grunden til, at vi nogle gange i voksenalderen reagerer som et lille barn, når vi bliver ramt af noget ubehageligt.
Hvis man som voksen lever et liv, hvor det indre barn bliver ramt konstant, bliver livet uhåndterligt i længden. Sådan var det for mig! Hver gang mit indre barn blev ramt, havde jeg ingen adgang til min fornuft og modenhed, men reagerede som en 3-årig, 5-årig, 7-årig – alt efter hvilket indre barn der blev ramt. Og den skamfuldhed, som følger, når man som voksen har haft en adfærd som et lille barn, er ubeskrivelig!
Til sidst var jeg så følelsesmæssigt ødelagt indeni, at jeg vidste, at der ville komme en dag, hvor jeg ikke ønskede at være til længere, hvis jeg ikke gjorde noget ved det!
Fra barn af alkoholiker til professionel terapeut
Terapien
Som 27-årig gik jeg for første gang i terapi. Det krævede alt mit mod, for jeg var vant til at flygte fra problemerne eller feje dem ind under gulvtæppet. Men jeg tog en fast beslutning om, at – når jeg nu valgte at gå i terapi – så ville jeg også fortælle 100 % ærligt om, hvordan jeg havde det, og hvad der rørte sig i mig.
Det var nyt for mig at sidde over for et menneske, som gav mig en følelse af, at det var ok at have det, som jeg havde det, at jeg gerne måtte have det, som jeg havde det – og at det var klart, at jeg havde det, som jeg havde det. Jeg fik et utal af indsigter og erkendelser, og psykologens anerkendende tilgang var enormt helende for mig og mit indre barn.
Jeg begyndte langsomt at lære mig selv at kende: mine tanker, følelser, hvad jeg kunne lide – ikke lide osv. osv. Jeg begyndte forsigtigt at blive i stand til at sætte grænser og fik stille og roligt noget, der mindede om et selvværd. Efter tre år hos psykologen fandt jeg endelig modet til at afslutte forholdet til mine børns far.
På et tidspunkt var det som om, samtaleterapien ikke gav mig nok mere, så jeg begyndte at gå til andre former for terapi, fx psykoterapi, gestaltterapi, hypnose og EFT. Jeg gik både i individuel terapi og arbejdede med andre i gruppeterapi. Jeg havde i den grad fået smag for det, som terapien gav mig. Samtidig fik terapien min interesse for psykologi til at vokse frem, hvilket medførte, at jeg valgte psykologi som sidefag på min uddannelse på Københavns Universitet.
De 12 trin og troen på en højere magt
Jeg havde efterhånden fået et utal af erkendelser om min opvækst og situation, men det var alligevel som om, min adfærd ikke fulgte med erkendelserne. Mit liv blev ved med at være uhåndterligt på en række områder.
En god ven, som er AA’er (Anonyme Alkoholikere), anbefalede mig derfor at gå til et ACA-møde for voksne børn af alkoholikere og andre dysfunktionelle forældre.
Mit første møde i ACA var som at komme hjem. Her sad en masse mennesker på omkring min egen alder, som satte ord på, hvordan jeg havde det. Jeg behøvede ikke at forklare en masse, for de vidste allerede, hvad jeg mente. Desuden gav de mig håb om, at det var muligt at få et bedre liv – og de kunne vise mig vejen, for de fulgte selv den vej, som andre var gået før dem.
Til forskel fra samtaleterapien er 12-trins-programmet et handlingsprogram. Så her kunne jeg for alvor begynde at sætte handlinger på alle mine erkendelser og indsigter. Forandring begynder med erkendelser, men der skal handling på for at skabe ny adfærd og nye resultater!
I ACA fik jeg en sponsor og lavede trinarbejde. En proces, hvor man arbejder sig gennem 12 trin, der kort sagt hjælper en til at få en ny start på livet. Man rydder op, siger undskyld til andre og en selv, visker tavlen ren og kan begynde på en frisk med selvværd, selvrespekt og tillid til livet.
Senere gik vejen også til andre 12-trins-fællesskaber som SLAA og Al-Anon, hvor jeg ligeledes lavede et stort arbejde med mig selv.
Jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg stadig er over at være en del af 12-trins-programmet og leve efter dets principper. Og de venner, som jeg har fået gennem 12-trins-programmet, er stadig en uvurderlig gave i mit liv.
En del af 12 trins-programmet går ud på at vælge sig en højere magt. Det kan afholde nogle fra at tage imod de gode ting, som programmet har at tilbyde. For mig var det ikke nogen stor ting. Mit liv var blevet så uhåndterligt, at jeg var villig til at gøre hvad som helst for at få det bedre. Jeg tog simpelthen en beslutning om at tro på Gud.
Om jeg troede på en højere magt eller ej var egentlig underordnet, men det at træffe et valg om at tro på en højere magt og leve mit liv i overensstemmelse med det valg var afgørende. Det at vælge at tro, at der var noget større end mig selv, som havde styr på tingene og kunne vise mig vejen, var en lettelse uden lige. Da jeg havde truffet beslutningen om at tro, forsvandt tyngden fra mine skuldre, og jeg kunne begynde at have tillid til livet på livets præmisser. Jeg mærkede, at mit liv var godt at leve, når jeg valgte at tro.
Mit arbejde i 12-trins-programmet betød, at jeg lærte mig selv endnu bedre at kende. Jeg lærte at give mit indre barn omsorg og kærlighed, og jeg lærte at sætte grænser for mig selv og andre. Jeg begyndte at få tillid til mig selv, hvilket jeg af god grund ikke havde haft tidligere i livet, hvor jeg konstant havde svigtet mig selv og ladet mine grænser overskride. Jeg lærte, at jeg ikke behøvede at frygte at blive forladt af andre, når jeg sørgede for ikke at svigte og forlade mig selv. Jeg blev i stand til at tage vare på og ansvar for mig selv – og derved voksede mit selvværd betragteligt.
Selvværd er vores vigtigste ressource
Hvis nogen spurgte mig, hvad der er det allervigtigste, jeg har fået ud af at arbejde med mig selv i terapi og 12-trins-programmet, ville mit svar være mit gode selvværd. Jeg er fuldstændig overbevist om, at et godt selvværd er den vigtigste ressource, vi mennesker kan have.
Med et godt selvværd tænker vi gode tanker om os selv og har gode følelser om os selv. Vi vil ene og alene byde os selv gode ting i livet, fordi vi mener, at vi fortjener det bedste. Et godt selvværd får os til at spise sundt, holde os i form, omgive os med gode venner og en partner, som er der for os og får det bedste frem i os, samt vælge et job, som giver os værdi på alle planer osv.
Et godt selvværd gør det muligt for os at møde andre i øjenhøjde. Vi behøver ikke at bruge energi på at fremstå bedre, end vi er, eller at nedgøre andre for at føle os gode nok.
Selv fandt jeg ved hjælp af mit voksende selvværd modet til at være tro mod mig selv. Fx forlod jeg en arbejdsplads – efter i en periode at være gået ned med stress – uden at have et nyt job på hånden. Jeg valgte at være tro mod mit hjerte og lægge min skæbne i Guds hænder. Og gaverne var ikke til at overse! På rekordtid var min kæmpe gæld ude af verden, og ned fra himlen dumpede drømmejobbet til mig.
Tilbagetrækningen
En del af mit trinarbejde i ACA bestod af det, der kaldes en tilbagetrækning. For at få ro på og koncentrere mig om mit arbejde med mig selv, var det nødvendigt i en længere periode at afskære mig fra min afhængighed: mænd.
Derfor slettede jeg alle telefonnumre, mailadresser, Facebook-forbindelser m.m. tilhørende mænd, som jeg tidligere havde været romantisk involveret med, eller som jeg følte mig det mindste tiltrukket af.
Når jeg var til 12-trins-møde, og nogle af deltagerne ville på café efter mødet, gik jeg ikke med, hvis der var en mand med, som jeg følte mig tiltrukket af. I det hele taget holdt jeg mig tæt til kvinder for ikke at forstyrre arbejdet med mig selv i den periode.
Det var forfærdeligt hårdt at give slip på afhængigheden. Jeg havde frygtelige psykiske abstinenser i form af angst, ensomhedsfølelse, dyb sorg m.m. Men det var en nødvendig proces for at hele mig selv. Endelig stod jeg ansigt til ansigt med alle de svære følelser, som jeg var flygtet fra hele livet, og endelig indså jeg, at det, jeg var flygtet fra, var langt mindre farligt for mig end det, jeg var flygtet ind i.
Under hele processen gik min sponsor og mine venner fra 12-trins-programmet vejen sammen med mig og var der for mig. Også under mine to tilbagefald! Det er jeg dem dybt taknemmelig for!
Sunde relationer og nærhed
Jeg havde overhovedet ingen anelse om, hvordan jeg nogensinde skulle blive en del af et sundt parforhold. Relationer har hele livet været den største udfordring for mig. Men nu, hvor der var så mange områder af mit liv, som var velfungerende, vidste jeg, at jeg også inderligt ønskede at lykkes i og blive en del af et sundt parforhold.
Men min tidligere strategi, hvor jeg havde forsøgt at finde kærligheden gennem flirt og sex, var ikke brugbar længere. Jeg havde heller ingen forældre, som jeg kunne læne mig op ad og lade mig inspirere af. Så i stedet begyndte jeg at gå derhen og bede om hjælp, hvor mennesker lykkedes med det, jeg gerne ville lykkes med i mit liv. Jeg fandt inspiration hos min sponsor og mine venner fra 12-trins-programmet, som var kommet længere end mig. Jeg bad også andre venner og kære kolleger, som velvilligt stillede sig selv til rådighed, om sparring og gode råd.
Derudover lod jeg mig inspirere af en datingplan, som findes i SLAA. Planen hjælper en på vej til at få en god start i et nyt forhold og handler i bund og grund om at være tålmodig og give tingene tid til at udvikle sig i et langsomt tempo.
Jeg indså, at det at nærme mig et parforhold handlede om at blive venner med manden først. Og jeg fandt ud af, at jeg med fordel kunne begynde med en længere undersøgelsesperiode, hvor jeg fx undersøgte: Hvad synes jeg om denne mand? Hvad tænker og mener jeg om de ting, han siger? Hvad gør hans holdninger ved mig? Hvad tænker og føler jeg i hans selskab? Hvordan har jeg det, når jeg er sammen med ham?
Ved hele tiden at holde fokus på mig selv hjalp jeg mig selv til ikke at falde i medafhængighedens fælde, hvor jeg i stedet som tidligere ville have været mest optaget af, hvad manden tænkte om mig.
I dag er jeg i stand til at være en del af et parforhold på en sund måde! Jeg tør vise mig selv 100 % ærligt og italesætte de vigtige ting. Ikke noget med at feje tingene ind under gulvtæppet! Ikke noget med at forstille mig og prøve at være noget, jeg ikke er! Hvis jeg ikke bliver elsket som den, jeg er, holder forholdet alligevel ikke i længden. Jeg ved, at jeg ikke bliver forladt, når jeg siger min mening, men at jeg derimod får respekt - især min egen! Det er meget helende at være i et parforhold på en sund måde!
Annus horribilis 2011 og en status over livet
Ved hjælp af terapien og 12-trins-programmet lykkedes det mig at få et virkelig godt liv. 2011 skulle imidlertid vise sig at blive et sandt rædselsår!
Jeg fik diagnosticeret cancer ved mit højre øje og skulle efter en lang venteperiode gennem en lang operation, hvor canceren skulle fjernes. Først her ville det vise sig, om den var af farlig eller ufarlig karakter. Samtidig røg min datter ind og ud af hospitalet med meget svære mavesmerter – uden at lægerne kunne finde ud af, hvad hun fejlede. Min søn havde nogle udfordringer, som betød, at jeg højst sov 2-3 timer hver nat. Og oven i alt det lå min mor for døden og døde efter nogle hårde måneder, hvorefter jeg som eneste pårørende måtte sørge for begravelse og rydning af hendes hjem m.m.
Det var alt for meget på én gang, og den dag i dag ved jeg ikke, hvordan det lykkedes mig at komme gennem det hele på en gang!
Da jeg var erklæret rask, og der var kommet lidt mere ro på, begyndte jeg langsomt at tage mit liv op til revision: Var jeg det sted, jeg gerne ville være i mit liv? Hvad ville jeg gerne bruge resten af mit liv på? Hvad var vigtigt for mig at bruge min tid på? Hvad ville jeg gerne have mere/mindre af i mit liv? Hvis jeg virkelig skulle lytte til mig selv, hvad skulle mit næste skridt i livet så være? Osv.
Denne status over mit liv blev hjulpet på vej af, at jeg læste den meget inspirerende og anbefalelsesværdige bog Bro af Gilly Gall.
Beslutningen om at uddanne mig til terapeut og behandler
I 2012 havde jeg undervist på Niels Brock i 6 år. Jeg vidste om mig selv, at jeg elsker at undervise og bidrage til, at mennesker bliver klogere – både fagligt og på sig selv. Og mine elever havde gjort det meget tydeligt for mig, at jeg – ud over på det faglige plan – også har rigtig meget at bidrage med til andre på det personlige plan.
Jeg kunne mærke et stort ønske om at få mere af det med at bidrage til andre menneskers personlige udvikling ind i mit liv. Samtidig mærkede jeg et stort behov for at give det videre, som jeg selv havde fået, og som havde hjulpet mig til at få et godt liv. Det ville føles helt forkert for mig at beholde alt det gode for mig selv og bare lade det stoppe hos mig! Og det ville også føles helt forkert at læne mig tilbage og nyde, at jeg nu selv var et godt sted i livet, når jeg vidste, at der samtidig var mennesker i verden, som led af de samme årsager, som jeg havde lidt.
Men jeg vidste også, at hvis jeg for alvor ville hjælpe andre, så ville jeg være ordentligt klædt på til opgaven! Jeg er ikke en person, som gør tingene halvt! Derfor lavede jeg en ambitiøs plan for, hvordan jeg i løbet af de næste 6-7 år ville uddanne mig grundigt til at løfte opgaven med at hjælpe andre. Og jeg mærkede, at jeg var villig til at arbejde hårdt for at nå mine mål, sådan at jeg – min alder taget i betragtning – ville være færdiguddannet på et tidspunkt i livet, hvor jeg stadig ville have masser af leveår tilbage til at bruge mine uddannelser til at hjælpe andre.
I 2013 begyndte jeg på en fantastisk uddannelsesrejse. Aldrig har jeg taget mig selv så seriøst! Aldrig har jeg arbejdet så motiveret og målrettet på et projekt! Aldrig har jeg afsluttet så mange projekter med så gode resultater! Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg var på sporet af noget vigtigt!
Derfor helhedsorienteret terapi
Det var vigtigt for mig, at mine uddannelsesplaner levede op til nogle bestemte kriterier:
- De skulle gøre mig fagligt kompetent, så jeg ved, hvad jeg taler om og har med at gøre.
- De skulle klæde mig på personligt, så jeg føler mig kompetent til at påtage mig opgaven med at hjælpe andre.
- De skulle være helhedsorienterede, fordi jeg vil kunne arbejde med mennesket på alle planer. Det vil jeg, fordi jeg tror fuldt og fast på, at krop, tanker, følelser og sjæl er gensidigt afhængige, og derfor alle skal inddrages for at få det største udbytte af et terapeutisk forløb. Samtidig er dette også min personlige erfaring.
- De skulle bidrage til min egen videreudvikling, så jeg så vidt muligt selv er gået vejen, før jeg hjælper mine klienter. Derfor skulle der blandt andet indgå uddannelser, som har fokus på kroppen. Indtil da havde mit arbejde med mig selv nemlig været meget koncentreret om hovedarbejde, det vil sige at få erkendelser og indsigter, og jeg mærkede et tydeligt behov for at komme fra hovedet og ned i kroppen.
- De skulle bidrage med noget nyt, som ikke er set før, og som får klienterne til at foretrække mig som terapeut og behandler frem for andre. Derfor valgte jeg omhyggeligt nogle uddannelser, som i kombination skaber en synergieffekt og giver resultater ud over det sædvanlige.
Jeg vil her give en meget forenklet forklaring på, hvordan jeg opfatter det at arbejde helhedsorienteret:
- Et terapeutisk forløb begynder ofte med, at du gør dig nogle erkendelser på det bevidste plan om, at et eller flere områder i dit liv behøver forandring.
- I dit ubevidste ligger imidlertid gemt en masse fortrængt materiale, som du ikke har umiddelbar adgang til, men som kan spænde ben for, at en forandring kan finde sted. Derfor er det nødvendigt, at du får adgang til dit ubevidste, så du kan bringe det fortrængte materiale frem i lyset og gøre dig erkendelser om det.
- Dernæst kan din fysiske krop stå i vejen for, at du kan skabe forandring. Kroppen husker og lagrer nemlig alle de oplevelser og følelser, den har været udsat for i livet. Derfor er det nødvendigt at frigøre kroppens fysiske og psykiske spændinger, så kroppen ikke er blokeret og derved hindrer dig i at skabe forandring.
- Derudover har kroppen et energetisk plan, der som regel er blokeret, når du har båret rundt på fx frustrationer, irritation, stress, sorg, ærgrelser osv. i en længere periode. Disse blokeringer kan stå i vejen for at skabe forandring, og derfor skal der skabes frit flow i kroppens energetiske system.
- Sidst, men ikke mindst bidrager det til at skabe forandring, hvis du inddrager det spirituelle plan, hvor du trækker på noget større end dig selv.
I det følgende kan du læse, hvordan mine forskellige uddannelser bidrager til min helhedsorienterede form for terapi og behandling:
- Psykoterapi og coaching: er et godt udgangspunkt, fordi det er ved hjælp af disse to metoder, at du får erkendelser på det bevidste plan. Du kan først begynde at skabe forandringer, når du har erkendt, at du har brug for forandring, og er begyndt at forstå, hvad der er på spil i dig.
- Hypnose: er et virkelig godt supplement til både psykoterapi og coaching, fordi der i hypnose arbejdes med dit ubevidste, som lettere nås under hypnose. Derved gøres dit ubevidste materiale bevidst, hvorved du kan begynde at arbejde med det.
- Akupunktur: Ved hjælp af akupunktur kan der skabes frit flow i din krops energisystem. Dette er som regel godt spændt op, når du har nået det punkt, hvor du erkender, at du har brug for hjælp til at komme videre i livet og derfor beslutter dig for at opsøge hjælp til at arbejde med dig selv.
- EFT: I EFT arbejdes også med kroppens energisystem. I stedet for nåle som i akupunktur benyttes dog tapping, hvor man banker med fingerspidserne på bestemte akupunkturpunkter. EFT er godt, hvis du er bange for nåle. Desuden er det let at lære, og du kan bruge det som hjælp-til-selvhjælp mellem sessionerne.
- Kropsterapi: I kropsterapi arbejdes med den fysiske krop. Kroppen husker traumer og følelser, som vi har oplevet gennem livet, og de fysiske og psykiske spændinger, som disse har afstedkommet, kan frigøres ved hjælp af kropsterapi.
- Yoga: styrker den fysiske krop og støtter desuden godt op om det terapeutiske arbejde. Nogle yogaøvelser beroliger krop og sind og kan derfor være en stor hjælp ved fx stress og søvnløshed, og andre åbner til det spirituelle.
Læs om klinikken.
Erhvervsfaglige kompetencer
Arbejde
Januar 2016 - :
- Psykoterapi, Coaching, Hypnose, Akupunktur, EFT, Kropsterapi og Yoga hos Tine Drud Jensen - Body | Mind | Heart | Spirit.
December 2006 - juni 2019:
- Underviser hos Niels Brock.
August 2001 - december 2006:
- Tekstforfatter og kommunikationskonsulent hos Topdanmark Forsikring og Pension.
Uddannelser
2019:
- Psykoterapeut fra ID Academy.
2017:
- Yogalærer fra Yogaliving.
2016:
- Akupunktør fra Nordisk Akupunkturuddannelse.
2015:
- NLP Master Practitioner fra Hypnoseskolen.
- Master Hypnoterapeut fra Hypnoseskolen.
- Kropsterapeut fra Totum.
2014:
- ID LIfecoach fra ID Academy.
- EFT-terapeut fra EFT Centret.
- Access Consciousness-behandler.
2013:
- NLP Practitioner fra Hypnoseskolen.
- Hypnoterapeut fra Hypnoseskolen.
2010:
- Voksenunderviser fra Professionshøjskolen Metropol.
2001:
- Bachelor i tysk og psykologi fra Københavns Universitet.
Kurser
2016:
- Akupunktur og depression ved Nigel Ching.
- Behandling af stress med akupunktur ved Nigel Ching.
- Pulsdiagnose, Københavns Akupunkturskole.
2015:
- Meditation & Pranayama ved Simon Krohn, Hamsa Yoga Studio.
2014:
- Essensforvandling, Hypnoseskolen.
- Hypnose med børn, Hypnoseskolen.
2013:
- Hypnose og EFT, Hypnoseskolen.
Andet
2017:
- Supervisor for kropsterapeutstuderende på Totum.
Se de uddannelsesbeviser, som er relevante for mit virke som terapeut og behandler her.
Personlige kompetencer
Mine styrker
I dag kender jeg mig selv godt. Jeg kender både mine styrker og svagheder. Jeg ved fx, at en af mine styrker er, at jeg har let ved at tilegne mig ny viden – og jeg elsker det! Det er en af de ting, som jeg er meget taknemmelig over, fordi det er noget, man ikke bare kan tage for givet som menneske. Jeg elsker simpelthen at begrave mig i et stof og nørde igennem. Og nu kan det komme dig til gode, og du kan få glæde af det. Det gør mig så taknemmelig at kunne give videre. Det er med til at give mit liv mening!
En anden styrke er min målrettethed. Når jeg sætter mig noget for, er jeg villig til at arbejde meget hårdt for at opnå det. Sådan har det ikke altid været, og derfor sætter jeg ekstra stor pris på det. Det giver mig sådan en glæde at holde de aftaler, jeg laver med mig selv. Det er så styrkende for mit selvværd at sende signaler til mig selv om, at jeg er værd at tage seriøst, og at jeg fortjener det. I det hele taget er jeg meget optaget af, om jeg bygger selvværd op eller river det ned. Jeg går målrettet efter det første!
Jeg har også en god humoristisk sans, som kan være en stor hjælp, når tingene bliver for seriøse. Og nogle gange er det altså virkelig befriende at kunne grine af ens egen skøre adfærd og ens vanvittige mønstre og reaktioner. Jeg elsker at grine og gør det gerne – også af andres platte vittigheder 🙂
Derudover er jeg virkelig god til at sætte mig i andres sted. Det har i den grad været udviklende for min empati at vokse op i en dysfunktionel familie. Der er gaver ved alt, hvis vi bare vælger at se dem 🙂 . Jeg er virkelig god til at skabe en stemning og et rum, hvor det er trygt for andre at åbne sig og fortælle ærligt om det, de har på sinde. Og jeg er ikke bange for store følelser – heller ikke de tunge af slagsen. Jeg har selv været gennem dem, så jeg er med dig lige præcis der, hvor du er.
Mine svagheder
Jeg kender også mine svagheder – selv om de selvfølgelig er mere kedelige at skrive om 🙂
En af mine svagheder er, at det stadig er en udfordring for mig at stole helt på andre. Brændt barn skyr ilden, som man siger. Alle svigtene i min barndom har fået mig til at passe på mig selv og holde andre lidt på afstand. Heldigvis er det blevet langt lettere for mig at knytte bånd til andre i dag, for mine sår er blevet helet, så der kun er arrene tilbage som en kærlig reminder. Det er en stor glæde at have andre mennesker tæt på. Det får ensomheden til at forsvinde!
En anden svaghed er min perfektionisme. Der er stadig en del af mig, som synes, at jeg skal gøre tingene helt perfekt for at være god nok. Det giver sig nogle gange udslag i, at jeg kan virke ambitiøs og kompromisløs. Heldigvis har jeg lært også at lytte til andre sider af mig selv, så jeg i dag kan vælge, hvornår jeg vil gøre noget perfekt, og hvornår det vil være bedre for mig at gå på kompromis.
Derfor skal du vælge mig som din terapeut
Helt overordnet skal du vælge mig som din terapeut og behandler, fordi jeg er meget veluddannet og selv har gået vejen. Derfor trækker jeg både på min store faglige viden og mine personlige erfaringer, når jeg hjælper dig.
Du får disse fordele, når du vælger mig:
- Krop, tanker, følelser og sjæl er gensidigt afhængige, og derfor kan du med fordel inddrage dem alle, når du vil fri af det, der udfordrer dig. Med mig som terapeut og behandler kan du komme hele vejen rundt.
- Jeg har gennem de sidste mange år specialiseret mig i at kombinere forskellige behandlingsmetoder til forløb, der integrerer krop, tanker, følelser og sjæl på en ny måde.
- Jeg er meget veluddannet og kan derfor se din problemstilling fra mange forskellige vinkler. Ved at kombinere mine forskellige uddannelser beriger og supplerer de hinanden, så der skabes en synergieffekt.
- Med udgangspunkt i den store faglige viden, som jeg har fået via mine mange uddannelser, er jeg i stand til at vælge den metode, som er bedst egnet til at afhjælpe dit problem.
- Hvis der er behov for at afprøve andre metoder, behøver du ikke at skifte til en ny behandler, men kan gøre det hos mig. På den måde slipper du for at bruge kostbar tid og penge på at fortælle din baggrundshistorie igen og igen til en ny terapeut eller behandler.
- Jeg har arbejdet meget med min egen personlige udvikling og deler gerne ud af mine personlige erfaringer.
- Jeg har masser af personlig erfaring med at ændre mønstre, vælge et nyt spor i livet, sætte sig mål og nå dem osv. Jeg kan derfor vise dig vejen.
- Jeg har en meget veludviklet empati og kan derfor let og hurtigt sætte mig ind i, hvordan du har det. Det betyder, at du ikke behøver at bruge så mange ord på at forklare dig.
Dette lover jeg dig
Vores relation har stor betydning for, at du får et vellykket forløb hos mig. Derfor gør jeg meget ud af at skabe et rum, hvor du trygt kan dele dine tanker, følelser og længsler med mig.
Som terapeut og behandler lover jeg dig dette:
- Jeg møder dig med et åbent hjerte.
- Jeg skaber et frirum, hvor du trygt kan dele alt, være stille, grine, græde eller bare være.
- Jeg er nærværende og respektfuld.
- Jeg lytter til dig med empati.
- Jeg støtter og guider dig i din personlige udvikling.
- Jeg kommer med input, som giver dig ny indsigt i dig selv.
- Jeg opmuntrer dig til at gøre fremskridt.
- Jeg tager ansvar for at sætte de terapeutiske rammer.
- Jeg er bevidst om mine begrænsninger som terapeut og behandler.
Mine forventninger til dig
Formålet med at gå i et forløb hos mig er, at du får nye indsigter og erkendelser, som du kan bruge til at skabe udvikling og forandring i dit liv. Hertil tilbyder jeg dig min hjælp, støtte og inspiration.
Måske kommer du, fordi du ønsker at ændre et smertefuldt mønster eller en dårlig vane. Her vil jeg minde dig om følgende: Nogle mener, at det tager omkring 21 dage at ændre mønstre og vaner. Andre mener, at det tager lige så lang tid, som det tog at bygge mønstrene og vanerne op. Personligt mener jeg, at du skal væbne dig med tålmodighed og overbærenhed med dig selv, når du vil skabe forandringer. Lad være med at forvente et quick fix! Hvis du bruger din logik, giver det sig selv, at der skal mere end 2 sessioners terapi til for at ændre et mønster eller en vane, som du fx har haft i mere end 30 år.
Et vellykket forløb indebærer et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem dig og mig, og derfor skal du som klient være villig til at:
- Give slip på tanken om, at du får et quick fix, og i stedet finde din tålmodighed og realitetssans frem.
- Tale åbent og ærligt om det, der optager dine tanker og følelser.
- Arbejde med dine muligheder og begrænsninger.
- Undersøge dine muligheder for valg og fravalg.
- Få øje på dit ansvar i dine relationer – og give slip på det, der ikke er dit ansvar.
Når du er i gang med at skabe forandringer i dit liv, kan du med fordel minde dig selv om kompetencestigens 4 trin:
trin: Ubevidst inkompetent. Ex: Babyen er ikke bevidst om, at den ikke kan cykle.
- trin: Bevidst inkompetent. Ex: Det mindre barn er bevidst om, at de store børn kan noget, det ikke kan – nemlig cykle.
- trin: Bevidst kompetent. Ex: Det lidt større barn kan nu cykle, men det kræver hele dets opmærksomhed og koncentration at holde sig på cyklen - og inden da er det væltet et utal af gange.
- trin: Ubevidst kompetent. Ex: Det store barn cykler helt uden at tænke over det.
Det at skabe forandringer i dit liv kan sammenlignes med det, der sker, når et barn skal lære at cykle – barnet falder af cyklen og slår sig masser af gange, før det endelig har lært det. Sådan er det også at skabe forandringer i livet. Vær derfor blid og overbærende mod dig selv, når du skaber forandringer. Ting tager tid – og tager den tid, de tager!
Det siger mine klienter om mig
Jeg har spurgt mine klienter, hvad de synes om at være i terapi og behandling hos mig. Her er en sammenfatning af deres udtalelser om mig:
- Jeg er nærværende og god til at lytte.
- Jeg er empatisk, omsorgsfuld og tryghedsskabende.
- Jeg har en anerkendende tilgang.
- Jeg er smilende og nem at snakke med.
- Jeg er autentisk og inspirerende.
- Jeg walker the talk og er et levende eksempel på, at man kan ændre sit liv i den retning, man ønsker.
- Jeg har en stor terapeutisk viden, er meget dygtig og professionel og favner bredt fagligt.
- Min helhedsorienterede tilgang, hvor jeg kombinerer mange forskellige metoder i behandlingen, kommer hele vejen rundt og udfordrer mere end almindelig dialog.
- Jeg understøtter dig, så du på ingen måde kommer til at føle dig forkert eller dum.
- Jeg er tålmodig og arbejder i dit tempo – med lige dele tid til refleksioner og sunde, velplacerede skub.
- Jeg forstår hurtigt og let det, der fylder hos dig.
- Jeg har en klar evne til at spotte, hvor skoen trykker.
- Jeg hjælper dig med at forstå, hvorfor du har det, som du har det.
- Jeg stiller rammende spørgsmål, som er både udfordrende og udviklende og giver dig nye indsigter.
- Jeg hjælper dig med at se tingene fra nye vinkler og opbygge nye og brugbare strategier.
- Jeg giver praktiske og brugbare råd og løsningsforslag.
Læs flere udtalelser fra mine klienter under Hvad siger klienterne?
Bøger, jeg anbefaler
Der er mange bøger, som har givet mig nye indsigter og haft en afgørende betydning i mit liv.
Her nævner jeg nogle.
Om at vokse op i en dysfunktionel familie
Om at komme ud af medafhængighed
Om De 12 trin
Om at hele dit indre barn
Om at lære at elske hele dig og styrke dit selvværd
Om at bryde mønstre og skifte spor i livet
Om at få det bedste ud af livet
Om at leve i nuet
Om at give slip på det, du alligevel ikke kan ændre
Om at komme dig over kærestesorger
Om at miste en elsket
Om at komme dig over stress
Om børneopdragelse
Om god kommunikation
Om at få et sundt parforhold
Om sexafhængighed
Om religion
Inspirerende citater
